Fra årsskiftet stiller Regeringens krav til landets kommuner om at de skal aktivere ledige i minimum 25 timer om ugen for at få dækket 65 procent af de lediges kontanthjælp.

Det forekommer bureaukratiske og kan let føre til en forringelse af den lokale beskæftigelsesindsats, pga. en ekstra arbejdsbyrde for de ansatte i landets jobcentre.

For at få refusion fra staten, skal der nemlig ligge dokumentation for, at den ledige ikke kan klare timekravet. Sagsbehandlere vil med et spring fra 10 til 25 timer stå overfor en endnu større dokumentations byrde end i dag.

Det harmonerer dårligt med Regeringens ønsker om en afbureaukratisering af beskæftigelsesområdet.
Man kan få den tanke, at regeringen vil afskaffe arbejdsløsheden helt ved at ansætte de sidste ledige i kommunernes jobcentre.
Baggrunden er, ifølge beskæftigelsesministeren, at kommunerne ikke er gode nok til at få de ledige aktiverede.

En undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening viser, at et kvarters kontakt mellem sagsbehandler og borger er lig med 45 minutters administrationsarbejde, hvilket er helt forrykt.
Bente

I tirsdag kom en ny stor undersøgelse af de danske lønmodtagere i det 21. århundrede. Undersøgelsen har masser af interessante resultater, og det er helt sikkert værd at glæde sig over, at 81 procent af FTF’erne bakker op om fagforeningernes nødvendighed.

Umiddelbart springer det dog mig i øjnene, at kun 21 procent er helt eller delvis enige i, at fagbevægelsens ledelse handler helt i overensstemmelse med medlemmernes interesser. Tallene er kun en lille bitte smule bedre for FTF’erne, men slet ikke nok til ikke at blive bekymret. Det er simpelthen ikke godt nok og det er vi nødt til at arbejde med i fagbevægelsen.

Men hvad er det, vi gør galt. Handler vi kun delvis i lønmodtagernes interesse og hvad er det så vi gør, der ikke er i medlemmernes interesse? Hvad er det, vi skal gøre som hovedorganisation for at blive bedre og få mindsket afstanden mellem fagbevægelsens ledelse og medlemmerne?

Hvad kan minske afstanden mellem fagbevægelsens ledere og medlemmer?

Bente

En ny rapport foreslår, at de offentlige sygehuse skal tvinges til at sende opgaver i udbud, hvilket vil medføre kronede dage for landets privathospitaler.

Hensigten med forslaget er, skrives det, at skaffe patienterne hurtigere behandling, samt at gøre behandlingen mere effektiv. Det er svært at være i mod et sådant ønske, men når man ser nærmere på forslaget melder alle spørgsmålene sig. Forslaget vil nemlig forrykke magtbalancen mellem de offentlige og private hospitaler markant.

Fjerner man de planlagte behandlinger fra det offentlige sundhedsvæsen og lader det tilbage med alt det akutte vil det på sigt give uoverstigelige problemer.

I dag har de private hospitaler ingen uddannelse forpligtigelse og heller ikke arbejdet med de akutte patienter.
Så privathospitalerne får allerede i dag det bedste stykke af kagen og i fremtiden vil der tillige være cognac til kaffen.

Der vil være en stor fare for at arbejdskraftmanglen i det offentlige sygehusvæsen vil forstærkes, hvis de planlagte behandlinger i stigende omfang flyttes til de private hospitaler.

Jeg kan godt forstå, at man gerne vil løse problemerne med se lange ventetider, men at tvinge til mere mere udbud og dermed øge det frie valg kan slå så store revner i det offentlige sundhedsvæsen, at de ikke lader sig kitte sammen igen.
Bente