Bedre løn

27.06.2007 — Bente Sorgenfrey — Arbejdsmarked, Diverse

Strejkende social- og sundhedshjælpere i Lejre kræver 3000 kroner mere om måneden. Arbejdsnedlæggelser i Roskilde, Høje-Taastrup og Guldborgsund Kommuner, medierne kan berette om daglige strejker i ældre plejen. De strejkende siger, at de strejker for at få mere i løn og flere hænder og understreger at der hverken er prestige eller penge i at være social- og sundhedsassistent. Ingen tvivl om at de strejkende har det som mange andre offentligt ansatte, som efterlyser status, bedre arbejdsvilkår og en højere løn.

FTF grupperne i den offentlige sektor har endnu ikke taget strejkevåbnet i brug, men følger udviklingen tæt. Fokus er ikke mindst på, om folketinget sætter den danske aftalemodel ud af kraft og leger julemand for en enkelt faggruppe. Det sidste vil jeg stærkt fraråde, da det vil ødelægge aftalesystemet og skabe stor splid mellem offentligt ansatte.

En mulighed kunne i stedet være at der i forbindelse med regeringens kvalitetsreform laves en pulje til brug for de kommende overenskomstforhandlinger, en pulje der kan rette op på nogen af de skævheder der lønmæssigt er mellem ansatte i den offentlig og privat sektor.

Bente

Privatansattes ytringsfrihed

25.06.2007 — Bente Sorgenfrey — Ytringsfrihed

Socialdemokraterne har i starten af det kommende folketingsår fået iværksat at politikerne på Christiansborg, skal have en debat om privatansattes ytringsfrihed. De ønsker, at de problematiske vilkår for ytringsfriheden blandt medarbejderne på det private arbejdsmarked skal belyses ordentligt.

Det skal ses som en reaktion på en undersøgelse fra Dansk Magisterforening, som i foråret afdækkede en række problemer med hensyn til ytringsfriheden for de privatansatte medlemmer.

Undersøgelsen viser blandt andet, at flere end to ud af tre privatansatte ikke mener, de kan gå til offentligheden med kritik af uregelmæssige forhold på deres arbejdsplads, uden at de får konsekvenser for deres ansættelsesforhold.

Jeg er meget enige med Socialdemokraterne i at det er vigtigt, at få kortlagt, i hvilket omfang de privatansatte har problemer når de deltager i den offentlige debat. De offentlige ansatte fik deres ytringsfrihed kortlagt for et år siden.

Ytringsfriheden er for alle ansatte – ikke kun offentligt ansatte. Og jeg mener, at der er god grund til at få en debat om, hvorvidt også de privatansattes ytringsfrihed i dag er så begrænset, at det går imod samfundets og borgernes interesser.

Selv om der er forskel på offentlige og private virksomheder, så er der forhold på private virksomheder, som vedkommer os alle som samfund. For eksempel hvis en virksomhed er så underbemandet, at det bringer den enkelte eller samfundets sikkerhed i fare. Eller hvis virksomhedens underleverandør beskæftiger børn i produktionen til trods for, at det er imod internationale konventioner.

Norge har for nyligt har indført en meddeleret for alle ansatte, så de i tilfælde, hvor arbejdsmiljøet ikke er i orden, kan gøre brug af retten til anonymt at henvende sig til en række myndigheder for at få rettet op på lovovertrædelser.

Det er nærliggende at se på baggrunden for, hvorfor man har lavet lovændringer som understøtter meddeleretten for privatansatte i Norge. Deres erfaringer kan måske bruges i Danmark
Bente

Hvorfor er FTF ikke med?

21.06.2007 — Bente Sorgenfrey — Diverse, Kvalitetsreform

FTF som jo rummer en stor del af velfærdssamfundets kernetropper står udenfor trepartsaftalen, som blev indgået søndag mellem Regeringen, KL, Regionerne, LO og AC.

Det gør vi, fordi vi ikke fik opfyldt vores krav om, at alle offentligt ansatte skal ha’ ret til en uges efteruddannelse om året og fordi aftalen ikke prioriterede FTF’s medlemsgrupper nok. Da FTF forlod forhandlingerne lørdag aften var der 7. mia.kr. til LO-området og kun 1.mia. kr. til FTF’s medlemsgrupper og det var simpelthen for skævt.

Thor Petersen har sagt, at han ikke kan forstå, at nogen siger nej tak til gratis gaver, men er der her tale om gratis gaver? Jeg mener, at man skal ha’ meget mørke solbriller på, hvis man ikke kan se, at aftalen er en del af et noget for noget projekt. Regeringen forventer, uden tvivl, en opbakning til kvalitetsreformen, hvilket sådan set er fair nok, men så må prisen også sættes derefter.

FTF har deltaget meget aktivt i arbejdet med kvalitetsreformen og vi forsætter naturligvis dette arbejde. Vi er ikke skuffede, men meget forundrede over, at vores krav ikke kunne indfries, da hele reformen jo handler om at forbedre kvaliteten og her spiller uddannelse en afgørende rolle.

Kristelig Dagblad skriver da også i sin nyhedsanalyse, tirsdag: ”Fogh købte de forkerte venner. Ærgerligt for Fogh, at netop lærere, pædagoger og sygeplejersker sagde nej tak til uddannelse og seniorordninger for 800 millioner kroner.” og fortsætter længere nede i teksten: ”Havde det så bare været omvendt! Derfor kom regeringen i den paradoksale situation, at den fik en aftale med LO, som plejer at være Socialdemokraternes nærmeste ven. Mens funktionærerne, der partipolitisk normalt er mere uafhængige, ikke ville være med. Uheldigvis for regeringen er det netop disse sidste de socialistiske ballademagere, som statsministeren kom for skade at kalde dem ved efterårets velfærdsdemonstrationer, der er velfærdens kernetropper.” Statsministeren sagde da også, på gårdsdagens kvalitetsmøde, at regeringen vil bruge sommerferien på at tænke over blandt andet denne problemstilling.

Jeg har naturligvis tilkendegivet, at jeg gerne deltager i dette tankearbejde, så FTF’s forskellige ønsker kan blive en del af den samlede kvalitetsreform.
Bente

Nej til forkortet dagpengeperiode.

01.06.2007 — Bente Sorgenfrey — Diverse

På det økonomiske råds møde i går bakkede jeg op om de økonomiske vismænds kritik af skattestoppet. FTF mener i lighed med vismændene at det forvrider skattesystemet med uhensigtsmæssige skattelettelser til de velstillede og øger uligheden.

Desuden understregede jeg at der bør ske en genopretning af den offentlige sektor, der nu i mange år har været udsat for dels en meget stram økonomisk styring dels meget omfattende og ressourcekrævende reformer, der stadig er under implementering.

Desuden mener jeg at det er naivt at tro at der kan gennemføres en kvalitetsreform uden at der tilføres ekstra ressourcer. Vi har i øjeblikket store overskud på de offentlige finanser og de bør prioriteres til forbedring af borgernes velfærd.

Vismændene langede i deres rapport ud efter, dels dagpengeperiodens længde og dels indsatserne for de ledige. Jeg er enig i formandskabets vurdering af værdien af en tidlig indsats. I den nuværende situation med mangel på kvalificeret arbejdskraft bør indsatsen således understøtte at kvalifikationerne udnyttes bedst muligt. Men jeg er dybt uenig i deres ønske om en kortere dagpengeperiode, da det vil være en bombe under den danske flexicurity – model.

Desuden understregede jeg at arbejdsmarkedsindsatsen i dag i alt for høj grad lider af detaljeret regelstyring. Så beskæftigelsesområdet er et af de mest oplagte områder, hvor der er behov for, at central detailstyring i højere grad erstattes af decentrale og faglige skøn i opgaveløsningen.

Vismændene langede desuden i deres rapport ud efter de offentligt ansattes arbejdstid, som de mener, er for kort. Efter FTF’s vurdering er der ikke overenskomstmæssige begrænsninger for, at offentligt ansatte, der ønsker at øge deres arbejdstid, kan gøre det. Derimod er det et stort problem, at de offentlige arbejdsgivere i stadigt stigende omfang kun udbyder deltidsstillinger og at nedadgående ressourcetilpasninger foretages gennem reduktioner i de ansattes timetal. Så problemet er ikke overenskomsterne, men at de offentlige arbejdsgivere bruger deltidsstillinger til at imødegå budgetproblemer.

Bente