Med afsæt i det verserende arbejde om kvalitetsreformen bringer Morten Albæk under overskriften ”Drømmedræbere” den 17. maj et indlæg i Berlingske Tidene, der handler om en forkælet ungdomsgeneration, der ikke vil acceptere, at den skal leve et liv, der er totalt og absolut fornuftigt. De unge drømmer om at blive stjerner, ikke offentligt ansatte – og de drømme må se at blive bragt til ophør, for der skal jo være nogen til at varetage det ’uselviske, ansvarlige, værdiskabende og ualmindelig almindelige’ arbejde som folkeskolelærer, pædagog, sygeplejerske og hjemmehjælper.

Jeg er helt enig i vurderingen af, at det er vigtigt at unge har lyst til at arbejde som fx sygeplejerske eller pædagog. Og at vores samfund står overfor kæmpestore vanskeligheder, hvis vitale velfærdsfunktioner ikke fungerer optimalt, fordi der mangler personale. Vi har set de første eksempler, og der er desværre grund til at tro, at det bliver meget værre i årene fremover.

Men jeg er helt uenig i, at løsningen er at dræbe unges drømme. Udfordringen og vanskeligheden er at skabe gode og attraktive offentlige arbejdspladser, hvor godt arbejdsmiljø, passende arbejdsmængde og god løn danner rammen om et tilfredsstillende arbejdsliv. Hvor omtalen af de offentligt ansatte er anerkendende, både når det drejer sig om de enkelte ansatte og om de funktioner, der varetager. Hvor den største udfordring ikke er at få ender til at nå sammen, at levere kvalitet under betingelser, der er helt utilstrækkelige.

Den offentlige sektors manglende status er født direkte af den lave anerkendelse af sektoren, som manglende bevillinger blandt andet er udtryk for. Af den nedladende omtale, den har været genstand for gennem de senere år. Af den foragt, der synes at ligge i, at mennesker uden nogen form for faglig indsigt vælger at fastlægge standarder for, hvordan opgaverne i de enkelte sektorer skal løses.

Kvalitetsreformen er i høj grad nødvendig. Den kommer ikke et øjeblik for tidligt og den skal ikke have udgangspunkt i, at dræbe de unges stjernedrømme. Men at gøre det muligt at forene drømme om det gode liv med et liv som offentligt ansat.
Bente

Mere medindflydelse – mindre kontrol – bedre tid til ledelse og fordybelse – uddannelse og seniorordninger og større prestige var nogle af de udsagn som tillidsfolk fra landets offentlige arbejdspladser lagde vægt på da de deltog i de 4 stormøder LO og FTF afviklede i denne og sidste uge.

Møderne blev brugt til en dialog om de igangværende trepartsdrøftelser og har været en god mulighed for at få en overensstemmelse mellem tillidsrepræsentanternes holdninger til den offentlige sektor og til det der forhandles ved treparts bordet.

For mig har det været mere end gavnligt at deltage i alle 4 møder og dermed få en bedre forståelse af hvor skoen trykker allermest. Tilbage er nu at samle de mange bidrag og bruge dem aktivt i på de igangværende møder om kvalitetsreformen og trepartdsdrøftelserne.
Følg arbejdet vedr. kvalitetsreformen på statsministeriets hjemmeside.
Bente

Der har i ugens løb været stor debat om tørklæder, burkaer og given hånd. Jeg er tilhænger af, at den enkelte har et frit valg hvad angår påklædning. Men når det kommer til burkaen stopper mit frisind.

Burkaen blev i Afghanistan dikteret af Taleban, og er efter min opfattelse voldsomt kvindeundertrykkende.

I Danmark har vi tradition for at vise vore ansigter og mange faggrupper bruger deres kropssprog og mimik i arbejdet med andre mennesker. Mange offentlige ansatte er desuden rollemodeller for blandt andet børn og unge. Da nytter det ikke, at man er iført burka og dermed forhindrer kropslig dialog, samt videreformidler stærkt undertrykkende symboler som burkaen efter min mening er udtryk for.

Jeg har det lidt på samme måde, når det handler om at give hånd. Vi har ligestilling her i landet og det indbefatter efter min mening også at kvindelige offentlige ansatte ikke vægrer at give hånd til mænd.
Bente

Danske lønmodtagere er effektive. Vi er så effektive, at det kan være svært at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Prisen er høj, og den betales både af børn og voksne. Det taler politikerne meget om, når de skal vælges og det tales der om rund omkring i landet her den 1. maj.

Det er vigtigt, at fagbevægelsen holder fast i kravet om, at vi vil have lov at ha’ en ordentlig balance mellem arbejdsliv og andet liv. Vi vil gerne have et udfordrende arbejde, vi vil gerne være fleksible og vi vil gerne udvikle os. Men vi vil det ikke på bekostning af familie og andet liv.

Det handler om, at der skal være personale nok, til at udføre opgaverne. Men det handle også om muligheden for fleksible jobordninger, som den tidsbanks model FTF længe har arbejdet med. Det handler nemlig om retten til at arbejde mere eller mindre i bestemte perioder af livet for dermed at skabe bedre balance og sikre det gode liv.

Fagbevægelsen har kæmpet for det danske velfærdssamfund og for retten til ordentlige livsbetingelser. I FTF tror vi stadig på solidaritet og fællesskab. Vi vil et velfærdssamfund, hvor alle har lige muligheder, og hvor der er sikkerhed for, at vi ikke mister eksistensgrundlaget, fordi vi rammes af ledighed, sygdom eller andre sociale begivenheder.

Vi vil ikke nøjes med laveste fællesnævner, men have en ordentlig kvalitet i vores velfærdsydelser og i vores arbejdsliv. Vi vil have et sundt og godt arbejdsmiljø, arbejdspladser, hvor der også er plads til mennesker, der ikke er 110 procent effektive, og et mangfoldigt kulturliv.

Danmark er et rigt land. Vi har råd til – ikke bare at bevare – men også at udbygge velfærdssamfundet. Det er det, vi skal minde hinanden om her 1. maj.

Bente