Stress skal bekæmpes

27.04.2007 — Bente Sorgenfrey — Familie & arbejdsliv

Arbejdsmiljøinstituttet anslår, at 10-12 procent af danskerne betegnes som kronisk stressede. Det vil sige, at de stort set er stressede hver eneste dag og hermed har en stor risiko for at blive reelt syg.

Det er en skræmmende udvikling og derfor har LO og FTF i forbindelse med den Internationale Arbejdsmiljødag d. 28. april fået udarbejdet en stresstest af en af landets førende stressforskere overlæge dr. med. Bo Netterstrøm, Stressklinikken, Hillerød.

Jeg har prøvet at teste mig selv og heldigvis viste testen at jeg lå i det grønne felt, men sådan er det ikke for alle.

Forandringer er et vilkår på de fleste danske arbejdspladser. Men forandringerne kan være en alvorlig stressfaktor, når de ikke håndteres på den rigtige måde. Når medarbejderne har en negativ oplevelse af forandringer på deres arbejdsplads stiger stressniveauet til mere end det dobbelte.

Der findes ingen nemme løsninger på at undgå stress på de danske arbejdspladser. Men LO og FTF peger på, at nogle helt grundlæggende forudsætninger skal være opfyldt.

For det første er det helt afgørende, at der er en god balance mellem ressourcer og opgaver. De ansatte har indflydelse på deres arbejde og deres arbejdstid. Der skal være sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv. Desuden skal ansvarsfordelingen være klar. Lederne skal være klædt på til at klare opgaverne både fagligt og menneskeligt, så de kan støtte medarbejderne i tide. Jobbet skal føles meningsfyldt og der skal være en vis forudsigelighed i arbejdsdagen.

Du kan teste dit stressniveau på FTF’s hjemmeside og her finde yderligere materiale om stress.
Bente

Thor og Bertel har nøglen

23.04.2007 — Bente Sorgenfrey — Arbejdsmarked

Konflikten på SOSU og VUC skolerne har nu varet i mere end en uge og det bliver mere og mere uforståeligt, at staten, som jo er arbejdsgiver på dette område, ikke øjeblikkeligt får stoppet konflikten ved at sikre en ordentlig overenskomst på området.

Det kan ikke være rigtigt, at overgangen fra amterne til staten skal betyde forringelser for de ansattes vilkår..
Regeringen forsikrede i forbindelse med Kommunalreformen, at det ikke ville blive tilfældet, når de ansatte skulle skifte arbejdsgiver. Alligevel er det det, der nu lægges op til.
Vi kan ikke acceptere, at kvaliteten i uddannelserne bliver forringet. Og det bliver de, hvis lærerne får forringet deres arbejdsvilkår.

I løbet af forhandlingerne har FTF-organisationerne i SKAF præsenteret flere forhandlingsudspil overfor Personalestyrelsen, der er arbejdsgivernes forhandlingspart under Finansministeriet, men uden at et resultat er blevet opnået. FTF undrer sig over, at Finansministeriet ikke har været mere lydhøre overfor organisationerne i denne sag, da en konflikt nu går ud over eleverne.

I trepartsforhandlingerne taler regeringen om attraktive offentlige arbejdspladser med personaleudvikling. Det lyder hult, når arbejdsgiverne nu vil forringe lærernes arbejdsvilkår.

Bente

Loven skal ændres

20.04.2007 — Bente Sorgenfrey — Ytringsfrihed

Jyllandsposten bringer i dag en artikel som handler om ytringsfrihed eller nærmere mangel på samme.

Der refereres til en undersøgelse foretaget af Dansk Magisterforening (DM) som viser, at kun 4 ud af 100 ville gå til pressen og fortælle om uregelmæssigheder på deres arbejdsplads uden, at det ville få konsekvenser for deres ansættelse.

DM’s undersøgelse følger fint op på den undersøgelse vi foretog i oktober 2006 som viser, at mere end halvdelen af de ansatte i stat, amt og kommune frygter for konsekvenserne, hvis de udtaler sig offentligt. Værst ser det dog stadig ud på det private arbejdsmarked, hvor frygten for konsekvenser er størst.

Derfor er vores tidligere krav om regler, der beskytter den ansatte bedre desværre stadig meget vigtigt.

Vi mener derfor fortsat, at der skal indføres en lovbestemmelse, der går ud på, at arbejdsgiver ikke må sanktionere lovlige ytringer eller meddelelser om forhold på arbejdspladsen, som er ulovlige eller kritikværdige.

De nye regler kombineres med muligheder for dom til arbejdsgiveren om at genansætte den ansatte, forhøjet godtgørelse til den ansatte og særlig bevisbyrde, fx omvendt bevisbyrde eller delt bevisbyrde.
Vi kan ikke som demokratisk samfund leve med at ansatte ikke tør ytre sig.

Så kære Folketing, få nu lavet de værn der skal til for at beskytte de ansatte mod sanktioner.
Bente

Respekt rykker!

16.04.2007 — Bente Sorgenfrey — Velfærd

En undersøgelse blandt 1,278 unge på gymnasier, erhvervs- og handelsskoler, som i dag offentliggøres i Ugebrevet A4, viser at kun seks procent af eleverne på ungdomsuddannelserne vil foretrække et job i den offentlige sektor frem for en fremtid i den private sektor.

Dystre tal som kun kan få nakke hårene til at rejse sig ved tanken om hvordan den offentlige sektor i fremtiden skal kunne levere god kvalitet til landets borgere.
De unge forklarer deres modvilje mod at arbejde i den offentlige sektor med, at lønnen og prestigen er lav i forhold til at være privat ansat. Lønnen er lav og status omkring de offentlige job har været faldende, så de unge har desværre ret.

De unge sender et klart signal om, at der må ske forandringer, hvis de skal blive tiltrukket af et job i den offentlige sektor.

Meget kan gøres.
Lønne kan hæves, efter og videreuddannelsesmulighederne forbedre, så man kan se udviklingsmuligheder, også på langt sigt. Der kan skabes forbedringer for det psykiske arbejdsmiljø, så opgave og tid matcher bedre end i dag og så familie og arbejdsliv kan forenes.

Desuden må den offentlige sektor ”tales op”. Alt for længe har ledende politikere talt dårligt, om blandt andet socialrådgivere og skolelærer. Det gavner ikke for status og respekt.

Så budskabet er klart – lyt til de unge og skab respekt om den offentlige sektor og dens ansatte.
Bente

En trepartsaftale koster

12.04.2007 — Bente Sorgenfrey — Kvalitetsreform

I dagens udgave af Børsen siger den konservative finansordfører, Christian Wedell-Neergaard, at der ikke skal tilføres flere penge til den offentlige sektor, hvis trepartsforhandlingerne mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter munder ud i en aftale.

Wedell-Neergaard udtaler at pengene til udmøntningen af aftalen skal findes inden for de eksisterende budgetter.

Det var synd at finansordføreren ikke var med til gårsdagens trepartsmøde, for parternes forudsætning er nemlig ikke et ”hunden spiser sin egen hale projekt”.

Selvom statsministeren endnu ikke vil komme ind på konkrete pengebeløb, så blev hverken jeg eller KL’s formand Erik Fabrin modsagt da vi sagde, ”at skal operationen lykkes er det nødvendigt at slå fast, at det ikke er muligt inden for de gældende økonomiske rammer for den offentlige sektor og at der skal være tale om et permanent økonomisk niveauløft” og ” friske penge til nye opgaver”.

Kære Christian, for at sige der helt firkantet, kommer der ikke nye penge på bordet så bliver der ingen trepartsaftale.
Og desuden taler vi ikke om millioner, men om milliarder og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at statsministeren har forstået budskabet.
Bente