Ifølge en artikel i Kristelig Dagblad i dag har de unge, oven på 90’ernes selvrealiseringsbølge, vendt næsen mod fælles ansvarlighed og fællesværdier.
Ifølge artiklen er det ikke længere nok for de unge om de bliver skuespiller, kok eller frisør, det er langt vigtigere om det lykkes med det de sætter sig for.
De unge referer ikke til velfærdsstat eller samfundssind, men bruger ord som medborgerskab og demokrati.
Det er dejlig læsestof for en fagforeningskvinde, da fagbevægelsen jo netop bygger på blandt andet disse to grundpiller.
I samme artikel refereres til velfærd og til hvorfor vi overhovedet har et velfærdssamfund og om hvorvidt velfærdssamfundet bygger på fælles værdier?
En gruppe forskere fra Syddansk universitet under ledelse af professor Jørn-Henrik Petersen har dykket ned i emnet og fundet frem til 10 værdier og tre ideologier der knytter sig til velfærd.
Frihed, lighed, fællesskab, demokrati, næstekærlighed, nationen, tillid, retfærdighed, ligestilling, arbejde repræsentere de 10 værdier og de tre ideologier er socialdemokratisme, liberalisme og konservatisme.
Spændende læsning i en tid hvor mange slås om at gøre mere for velfærden og hvor ord som frihed og fællesskab til tider er hinandens modsætninger, men også forudsætninger.
Pga. ferie vil bloggen ligge øde hen til efter påske.
Hilsen Bente
Alle EU-landene står overfor store pensionspolitiske udfordringer som følge af den demografiske udvikling i landene. Men for Danmark er udfordringen anderledes end for de fleste andre EU-lande.
Det danske pensionssystem er nemlig unikt med kombinationen af offentlige pensioner, arbejdsmarkedspensioner og individuelle pensioner. I en netop offentliggjort analyse, hvor de 25 EU-landes pensionssystemer sammenlignes, kommer det danske ind på en flot 1. plads.
Arbejdsmarkedets parter var fremsynede da man begyndte opbygningen af et fremtidssikret pensionssystem. Et system der ikke bare sikre den enkelte en økonomisk tryg alderdom, men også samfundet mod store pensionsudgifter.
Overenskomstforhandlingerne på det private område er med indgåelsen af søndagens forlig på transportområdet gået ind i sin sidste fase. Flere af forligene på det private område har prioriterede pension og enkelte har taget tråden op fra Trepartsforhandlingerne om voksen – og efteruddannelse og sat penge til side til det projekt der kan blive det næste store for overenskomstens parter.
Hvad syntes du – skal kompetenceudvikling være de næste mange års store OK projekt?
Fortsat god søndag
Bente
Politiken har i dag to undersøgelser der viser at 68 % af de adspurgte ville foretrække at forlade arbejdsmarkedet ved en gradvis tilbagetrækning over nogle år. Desuden siger 50 % af hvis deres arbejdsplads gjorde en særlig indsats for at fastholde medarbejdere, ville de kunne overtales til at blive længere på arbejdsmarkedet.
I disse tider med mangel på arbejdskraft er det tal der bør lyttes til. Der er nemlig behov for at gøre hurtige overvejelser om, hvordan man fastholder medarbejdere.
Formår man som arbejdsplads at lytte og inddrage medarbejdernes og tage individuelle hensyn, er der ikke bare resultat i form af bedre fastholdelse der kan påvirke bundlinien positivt. Det kan være et langt vigtigere resultat, nemlig at gøre arbejdspladsen attraktiv for nuværende og kommende medarbejdere.
Undersøgelser viser klart, at de arbejdspladser der formår at inddrage medarbejderne på alle niveauer og gøre dette systematisk har en større medarbejdertilfredshed.
Ansatte går ikke bare på job for at tjene penge. De fleste ønsker sig en sjov og udfordrende arbejdsplads, hvor man som ansat inddrages i beslutningerne og hvor der er plads til individuelle hensyn, som fx gradvis tilbagetrækning.
Vil man ikke fastholde medarbejdere, men arbejde målrettet med at skabe en innovativ arbejdsplads er derfor afgørende, at den enkelte arbejdsplads etablerer tidspunkter i løbet af året, hvor man standser op og reflekterer over arbejdsindsatsen og over evt. ny viden der er opbygget. Det er derfor afgørende, at den enkelte arbejdsplads både i den offentlige og private sektor i sit styringskoncept afsætter ressourcer, herunder tid til faglig udvikling og videndeling.
Ledelsesstilen på arbejdspladsen skal være risikovillig og give plads til refleksion og analyse af det daglige arbejde for løbende at kunne udvikle kvaliteten af produktet eller ydelsen.
En sådan arbejdsplads kan ikke bare fastholde medarbejderne, men også danne ramme om en sjov og udviklende arbejdsdag.
Vil du læse mere om innovation – så klik her
God weekend
Bente
Familieminister Carina Christensen (K) behøver ikke rejse landet tyndt for at blive klogere på hvorfor de danske familier ikke får mere end 1.8 barn.
Hun behøver bare at lægge vejen forbi FTF, hvor vi har samlet viden der kan gi’ svar på, hvorfor vi ikke alle får tre børn.
Jeg mener ikke, ”der er kommet Bo Bedre over os alle sammen”. Svaret er langt mere konkret og handler om, at arbejdsliv og familieliv for mange hænger dårligt sammen. Vores undersøgelser viser, at ubalance mellem arbejde og familie har store menneskelige og samfundsmæssige omkostninger. For eksempel har 44 % af FTF’erne oplevet ubalance mellem arbejds- og familieliv. Mange familier oplever det som et individuellt problem og klare sig ved at fravælge nye arbejdopgaver og efteruddannelse. Det er både kvinder og mænd der oplever ubalance, kvinderne har dog lidt svære ved at få hverdagen til at hænge sammen.
I dag har kun 6 % af arbejdspladserne en familievenlig personalepolitik. Det er uacceptabelt. I FTF mener vi, at det er nødvendigt for den enkelte og for samfundet som helhed, at vilkårene for ”Det hele liv” forbedres.
Alle arbejdspladser skal have en livsfasepolitik, der sikre hensyn til, at medarbejdere der befinder sig i forskellige livsfaser, fx som småbørnsfamilie, får vilkår der passer til denne livsfase.
Desuden skal åbningstiderne forbedres og de mange lukkedage afskaffes.
Der skal tages initiativer der kan nedbringe børns sygdom – blandt andet skal børns sygdom registreres, så vi for et godt grundlag for at kunne forebygge.
Desuden skal forældrenes vilkår forbedres, når det gælder pasning af syge børn.
Forbedre vilkårene vil lysten til flere børn komme af sig selv.
Bente, mor til tre voksne børn, den ene et plejebarn, der har beriget familien med endnu et dejligt barn.
Jeg tror det ikke.
Jeg er kristen, men for mig er religion en privat sag.
I et demokratisk samfund som det danske, er det de demokratiske principper og traditioner der skal være de bærende og ikke hensyntagen til forskellige religioners principper og synspunkter.
Jeg mener til gengæld at institutioner, uddannelsessteder og arbejdspladserne skal være forstående overfor forskellige traditioner og religiøse højdepunkter.
Ingen tvivl om at det danske samfund bliver mere og mangfoldigt og tak for det. Men at udlede at vi så skal ha’ mere religion i det offentlige rum, gir for mig ingen mening.
Integration skal sikres via uddannelse og beskæftigelse og ikke via nye strategier der bygger på mere religion i det offentlige rum.
Bente