Lars Storr-Hansen, afdelingschef i HTS og jeg har, i Børsen, haft en disput om den offentlige sektor og dens størrelses. Min tilgang i mine svar har været at man i stedet for at angribe den offentlige sektors kvalitet og størrelse skulle tænke på, hvordan man kan udnytte den offentlige sektors kompetencer. Danmark har en stærk tradition for en omfattende velfærdsproduktion, men vi udnytter ikke dette potentiale tilstrækkeligt. Her ligger et afsætningsøkonomisk potentiale, som burde markedsføres. Det vil kræve en global tilgang som ikke er til stede i dag, men der er klare konkurrencemæssige fordele. Jeg mener at vi med den offentlige sektor som omdrejnings punkt burde være langt mere visionære. Visionerne må fokusere på, hvordan vi kan skabe verdens mest innovative samfund og hvordan vi kan indrette vort samfund på en bæredygtig måde. Ligesom vi må udtænke modeller for, hvordan man bedst udnytter og udvikler det menneskelige potentiale. I dag rejser mange til Danmark for at se på vort lille mirakelsamfund. Vi må se på, hvordan vi kan fastholde strømmen af også interesserede investorer gennem nye initiativer fra det offentlige. Så frem for at hulke over at den offentlig sektor er for stor, så burde kompetencerne i stedet udnyttes og betragtes som et potentiale i en verden præget af stadig mere hård konkurrence.
Bente

Nu må det være nok, tænkte jeg, da jeg i weekenden hørte Venstres integrationsordfører, Irene Simonsen fortælle om et lovforslag der vil blive fremsat i Folketinget.

Det betyder at flygtninge, der får den lave starthjælp, ikke længere automatisk skal have den højere kontanthjælp, når de får fast opholdstilladelse i Danmark.

Det er overraskende i en tid hvor et af Regeringens gode nøgleord er sammenhængskraft. Desuden har de Økonomiske Vismænd i deres halvårs rapport fra december 2006 dokumentere, at de familier, der har det sværest og klarer sig dårligst i samfundet, er folk der er fattige. Vismændene foreslår direkte at starthjælpen fjernes, da en del af de flygtninge der kommer til landet har fysiske og psykiske problemer og behov for andet at slås med end fattigdom.

Desuden viser undersøgelser at der er en stor risiko for at de dårlige odds slår igennem og påvirker børnenes vilkår, både nu og senere i livet.
Ingen tvivl om det skal kunne betale sig at arbejde, men vejen til arbejde er ikke yderligere forarmelse. Uddannelse og sociale tiltag er derimod vejen frem og bør står øverst på listen når vi skal sikre beskæftigelse til denne gruppe borgere.
Bente

Offentligt ansatte er ramt af mistillid til, om de gør deres arbejde ordentligt. En mistillid, der fører til stadig mere kontrol, stadig mere komplicerede rutiner og stadig højere krav om dokumentation for, at de passer deres arbejde ordentligt.

Det er for mig at se det centrale budskab i den kronik, overborgmester i København Ritt Bjerregaard i torsdags havde i Politiken. Jeg er langt hen ad vejen enig. Ikke fordi alle former for dokumentation er meningsløst, men fordi dokumentationen i dag først og fremmest bliver udtænkt efter politikernes behov for at vise, at DE har gjort deres arbejde ordentligt, ført tilsyn, rettet op på kritiske tilstande osv.

Jeg mener, at borgere og politikere har et legitimt krav på dokumentation for, at kerneopgaverne bliver løst. Men jeg mener også, at man gør alt for meget ud af at kontrollere på detailspørgsmål og procedurer – frem for at have en reel mål- og ramme-styring, hvor man afsætter de nødvendig ressourcer og følger op på om målene nås.

Dokumentationen bør i højere grad udvikles sammen med medarbejderne, der kender de faktiske forhold bedst. Så de bagefter – og det burde være det vigtigste – kan bruge den meningsfulde dokumentation til at udvikle kvaliteten for borgerne.

Ritt Bjerregaard fokuserer især på ældresektoren, men problemerne er langt bredere. For meget kontrol og for lidt faglig handlefrihed er desværre et langt bredere problem. Tænk bare på, hvad nutidens socialrådgivere bliver bombarderet med af krav og stramme rutiner. På både skole- og børneområdet er kursen også mod mere central kontrol og mindre selvstændighed. Det er med til at ødelægge den fornyelse, der skabes af, at alle ikke gør det samme, men udvikler kvaliteten fra forskellige vinkler.

Grundlæggende er jeg derfor helt enig med Ritt Bjerregaard i, at vi skal lære af de metoder i den private sektor, der sætter medarbejdernes engagement og arbejdsglæde fri. Det er bedst for borgerne – og vil samtidig skabe et bedre arbejdsmiljø, der udstøder færre. Færre hænder i den offentlige sektor er også en trussel mod at forbedre kvaliteten, så hvorfor ikke prøve at slå to fluer med én tillidserklæring til de ansatte?
Bente

Statsministeren slog i sin nytårstale fast, at ytringsfriheden ikke må bøjes eller knægtes. Og han gav ytringsfriheden en central rolle som drivkraften for oplysning, uddannelse og udvikling. Det er jeg meget enig med ham i.

Derfor er også forstemmende, at vi i juledagene så endnu et eksempel på, at offentligt ansatte er bange for at bruge deres ytringsfrihed – selv om de ved at bruge den kan være med til at udvikle kvaliteten af den offentlige velfærd. Som statsministeren også gerne vil.

Et mindre antal lærere og skoleledere stod i juledagene frem og fortalt, hvordan de sociale myndigheder er alt for langsomme, når de får rapporter om omsorgssvigtede børn. Nyhedsavisen havde talt med mange flere både lærere og skoleledere, der bekræftede kritikken, men ikke turde stå frem – af frygt for ”kammeratlige samtaler” eller stækkede karrierer.

FTF’s egen undersøgelse om ytringsfrihed viser desværre, at alt for mange offentligt ansatte lider af samme frygt: Hver tredje offentligt ansatte frygter repressalier fra deres arbejdsgiver, hvis de kommer med offentlig kritik. Endda selv om de ansatte med grundloven i ryggen kan udtale sig om næsten alt på deres arbejdsplads, blot det ikke er omfattet af tavshedspligt eller er personfølsomme oplysninger.

I sin kvalitetsreform har statsministeren lagt op til, at medarbejderne i højere grad skal være med til at udvikle kvaliteten i den offentlige sektor, fordi de ved, hvor skoen trykker. Og i sin nytårstale forsvarede ministeren ytringsfriheden som en vej til at skabe udvikling. Derfor er det også oplagt, at ministeren slår fast overfor de offentligt ansatte – at han sætter pris på, at de bidrager til at udvikle velfærden. Også når de råber vagt i gevær, inden problemerne bider sig fast eller når at blive til skandaler af forskellig slags.

Vi skal hele tiden lære at gøre tingene bedre – også i den offentlige sektor. Som borgere kan vi ikke forvente, at alting altid fungerer fuldstændig perfekt. For vores krav udvikler sig også hele tiden. Men vi kan med rette forvente, at samfundet prøver at rette op på det, der går dårligt – og at de offentligt ansatte både på deres arbejdsplads og offentligt er med til at hjælpe udviklingen frem.

Godt nytår
Bente